I skovens dybe stille ro..

[kisha]

De gamle træer tårnede sig op som udstrækte kæmper, i en lydløs kamp om at nå de regnvejrs tunge skyer først. De lange grene så allerede ud til at rive og flå i den mørke himlen, lange kløer der krævende prøvede at trække vandet ud af himmelhvælningen, og hele det skræmmende skue blev kun forstærket af de lange skygger, der voksede frem fra den nedgående sol.

Det var syn som dette der skræmte Kisha, Ikke nok med at skove aldrig havde været en del af hendes verdensopfattelse, så blev det så absolut kun være af udsigten til regn. Hun savnede sin ørken, hun længtes after at føle den varme tørre vind mod hendes cobberfarvede hud, og lyden af det familiære knasende sand under hendes støvler.

De første dråber slog mod jorden som en sagte trommen, som om den i protest mod hendes længsel ville hive hende tilbage til virkeligheden, og den kolde vind fik det strider græs til at slå hende om anklerne. Det løb hende koldt ned af ryggen og hun trak den tykke trenchcoat tættere sammen omkring hendes slanke skikkelse.

Hun stod og trippede ved skovbrynet, mens hun skiftevis skævede op imod den blygrå og konstant mørknende himmel, og de tunge stammer der markerede begyndelsen af skoven.
forhelvede også... hvorfor skulle det også begynde at regne nu...
Hun gøs og den lange skællede hale piskede irriteret frem og tilbage under kanten på hendes læderjakke. Hun trak hætten op over det lange sorte hår og med et opgivende suk, tog hun det første tøvende skridt ind i mellem de høje stammer.
møg træer...

[kinae]

det hadet Værte længe siden af kinae hadet værte uden for i skoven han så den næsten ikke da han boget inde i byen sammen med sin far han gik stille i Reng han var en magier og kunne bruge magi som det passet ham mens hans anden race som han ikke kendet sår meget til viste af det ikke var noget for ham han smilet stille og så op på Hemline og kom sår med en hosten

" det er vis ikke min dag i dag det er også tybisk mig af komme ud når der ikke er godt vær " han Grindet lidt og så sig om kring der var nolge her det kunne han mærke han smilet lidt og kikket sig lidt om kring der kik ikke lang tid før kinae så et væsen som minde om hans mor han kikket lidt på det om bag et træ han kunne mærke hjerte hammmer med det sammen den skabigen var smuk men vad var det for en den skælde hud og de hårn han kunne se lidt af han smilet sødt og ville ikke skrammen hine over hovet han stod bar og studert den person og dens hale lidt et smil kom over ham og han så atter op

[kisha]

Regnen faldt tungere nu, de første spæde dråber havde hurtigt udviklet sig til en lind tæt siven, der fik den lange læderfrakke til at klæbe til hendes hud, hun følte sig kold og klam hvilket fik hendes humør til at dale med samme hastighed som den silende regn.

Vandet samlede sig i de lange sorte fletninger, og løb ned over de blanke skæl ved hendes hårgrænse og dryppede stædigt ned i øjnene på hende. Hun bandede irriteret op mod den nådesløse våde himmel.

Under alle andre omstændigheder ville Kisha have været den første til at opdage at hun ikke var alene i den tætte skov. Hendes sanser var igennem længere tids træning blevet skærpet til at opfatte selv de mindste afvigelser i hendes omgivelser, men hun måtte dog indse at i takt med at himmelen havde lukket sine sluser op, var hendes sanser krøbet i skjul under hendes egen stigende irritation.

Hvad det var der tilsidst alarmerede hende om hans tilstedeværelse kunne hun ikke helt sætte fingeren på, men i løbet af et split sekund, drejede hun om på hælen og sank ned på hug, de lange slanke fingre hvilende på sværdskæfterne omkring hendes hofter, og de ravfarvede øjne fæstnet intents på den unge mand.

[kinae]

kinae gemmte sig atter for ikke af gøre person bangen men til sist måtte han sige " du behøver ikke af vær bange for mig jeg er ubevæmt " hans stemmen var som vand og tæren VIsken han titte stille fram og hans lange gøren jakke og vide var om ham han lage hænderen i lommen som han altid hadet gjort " du er ny her ikke sandt " svagt han stille " du minder mig om en " han smilet og stod helt stille han gjor skam ikke noget for af skrammen den person han viste bar af han skulle vær forsikt hans sanser som hans mor hadet gidet ham gik helt op i flammer af at se en hun køn men han prøvet af holle det lidt t il bage

renge bliv lidt mere til stom det nytte ikkke noget af have en parply her " du er velkommen til af komme hjem til mig og få varmen vis det er det her er vis for kold for dig " han smilet man kunne mærke af han var godheden self næsten han stollet på alrt og alle self vis de ikke så helt nu male ud men vad vem var ikke det kinae fomet henderen og kaste det op i luften sår dt dannet en parplu som dækket kvinden som stod for and hinne det var hun var smuk på sin måde og han ville godt lære hinde mere af kende han smilet stille og lage hovet på skå " vad heder du "

[kisha]

De skrå ravfarvede øjne fulgte hans mindste bevægelse, hendes muskler var spændt til bristepunktet, som små fintjusterede fjedre, der var parat til at give efter ved det mindste tegn på at handling var krævet.

Hun var ikke bange, hun var ikke skræmt, hun var parat, og hun holdt ham under skarp observation, mens hun prøvede at bedømme hans hensigter. Efter at have betragtet ham i stillhed i et stykke tid, rejste hun sig langsomt op.

Han var ung, og han var ubevæbnet, han var ikke uden videre nogen trussel for hende, det var først da hans magi flød igennem luften for at skærme hende med den silende regn, at hun forstod det fejlagtige i hendes bedømmelse.
Hun sprang tilbage med et overrasket udbrud, og søgte frivilligt tilbage til det tætte tæppe af regn.

"... hold dig væk..."

[kinae]

kinae sprang næsten til bage da han mærket vad hun gjor hoppet han næsten væk og ned på jorden " hummm unskyld skal jeg fjerene den igen " svagt han lidt bange han krøb sig lidt sammen " jeg ville ikke gøre dig noget jeg er ikke sår en person " han sukket lidt og så ned det var tybisk af nolge gjor sår noget for ham han sukket og viste virklige ikke vad der skulle ske han så stille op mod hinne din hud må ikke blive for kold ellers kan du blive syg " han var bekymrte for hinden

et lyn kom ned men det ramte ikke noget man kunne høre det roden bag efter han så stille op og sukket det kunne ikke bliver være " jeg ville Virklige bar hjælpe dig "

[kisha]

Kisha fortsatte med at betragte ham vagtsomt, hun bevægede sig forsigtigt sidelæns for at bringe så meget afstand imellem hende of den magiske genstand.
Hendes hale piskede frem og tilbage under kanten på hendes våde kappe, og slog jord og blade op i små hvirvelvinde.

"..hvorfor skulle nogen ville hjælpe en totalt fremmed..?"
Det var modsat alt logik for hende. Hun var trænet og opvokset i en verden hvor venlighed over for fremmede var ligeså sjælden som den regn der faldt tungt.

Alligevel var der noget anderledes ved den unge mand foran hende, han virkede oprigtigt, og hun havde mest af alt lyst til at sammenligne ham med en forskræmt hare der prøvede at undgå de våde masser fra himmelen.
og uden helt at være klar over det, begyndte hun langtsomt at slappe af.

[kinae]

KINAE viste godt af hun mulige vis ville vær bangen han raste sig stille op igen og så sig rundt han viste vad hun var for en men navet kunne han ikke huske og vorfor kunne han ikke det jov for de hans far ikke ville se en til sårn en kvinde var sjælen af få fadt på han smilet lidt venliget til kvinden og gav hinden noget hun kunne sipse af af hans taske " her vis du er sulten det nok ikke det beste men det bætter da " det var et stykke brød som han hadet taget med hjemme fra han viste ikkke en gang om han var sulten overhovet han smilet lidt glad over af have fyndet sårn en kvinden men mere sage han heller ikke han ville ikke gøre hine bangen ikke når han lige hadet måt den person

[kisha]

Kisha kiggede på brødet, forundret og ude af stand til at skjule det. "hvorfor...?" hun kiggede op på ham med store ravfarvede øjne.

"hvorfor vil du give mig din mad..?" Hun tog et tøvende skridt fremad, og kiggede undrende på ham. Hun var egentlig ikke sulten, og maden var som sådan ikke tiltalende, men tilbuddet forbløffede hende.

[kinae]

kinae rømded lidt over det af hun så ham lige ind i øjene men stille gik han også tætter på sår de stod lige overfor hinaden " jeg var ikke sulten sår todet af du ville have det " visket han svagt og så lidt op og ned af hinde" ville du med mig hjem " han kikket lidt på hindens hud og kunne godt ldie af det var skel men vad mere kunne han sige han så bar på hinden med de øjene hun hadet de sår helt foranderte ud til bange og sår kærlige øjene hadet han gjort ind tryk på hinde nej vel