'kedelig' dag på torvet

[sarin]

Sarin stod på torvet i Felida og var alene men det var ikke slemt for hun var alene og holdte en slave fast i kraven mens hun gik mod ejeren, slaven havde forsøgt at stjæle fra hende og slaven ville få slag hvis det var egen ide. men den mindste antydning af at ejeren havde givet besked om det og ejeren endte som slave selv

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila kom roligt gående ind på torvet, og stoppede op og kiggede sig omkring. Hendes mærke øjne stoppede ved Sarin og det lille opgør det foregik der. Hun gik lidt nærmere, så hun måske kunne høre hvad der skete. Okay, hvem er dum nok til at gøre noget mod hende? Eller i det hele taget mod en dæmon? Spurgte hun sig selv i tankerne, mens hun så lidt på dem.

[sarin]

Sarin begyndte at snakke med ejeren, der kort efter blev pandet ned i jorden og slæbt væk af to andre mens slaven fik revet halsbåndet af og ellers bare sendt videre, sådan var det for Sarin. når ejeren tvang slaven til noget fik slaven sin frihed og ejeren blev gjort til en slave efter et 'lille kursus' på omtrent fire måneder og så ville personen ikke være det mindste selvstændig længere

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila rystede let på hovedet og så sig omkring. Hun gik hen til en bænk og så lidt på den. Den var helt ødelagt, men hun satte sig alligevel på den, da det var den eneste der var ledig. Hun kiggede hurtigt omkring, men der var ingen sjove personer, så hun vendte sin opmærksonhed på Sarin.

[sarin]

Sarin så sig om nu hvor det var taget sig af og ledte efter noget andet at lave, livet kunne jo kun være for kedeligt efter hendes mening og med over 4000 år på bagen så var det sku nemt for hende at kede sig da hun havde set det meste

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila så den samme slave som Sarin tog lige før. Hun holdt øje med ham i et stykke tid, og han prøvede nu at liste sig ind på hende igen. Dipti Nila løftede en hånd og sendte en hård kold vind mod ham. Sarin burde kunne mærke vinden suse forbi sig. Dipti Nila ramte slaven med den hårde vind og slog ham omkuld.

[sarin]

Sarin mærkede vinden og uden at vende sig om brugte hun sin hale til at tage fat om personens hals og løftede denne op i luften, da hun vendte sig om og så at det var slaven blev der ikke vekslet et eneste ord inden hun lagde sin hånd mod hans pande og klemte til mens hun brugte sine kræfter hvilket resulterede i at den forhenværende slave endte med et højt dødshyl inden Sarin smed slaven til siden og gik hen mod kvinden på den ødelagte bænk med rolige skridt

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila smilte sukkersødt, da hun hørte skriget fra slaven. Hun så roligt på Sarin komme nærmere, og var faktisk ikke bange for hende. Hendes lange lyse hår dansede lidt i vinden og hun tof en tot bag øret, da det nu havde irriteret hende i et stykke tid. Hendes mørke øjne blev på Sarin, og da hun var tæt nok på rejste Dipti sig op og så på hende. Hun bøjede hovedet, da hun ikke vidste om man skulle bukke eller neje overfor sin dronning, så hun holdt sig til at bøje hovedet let.

[sarin]

Sarin smilede roligt til kvinden og sagde "deres hjælp behøver en belønning. hvad kunne de tænke dem?" hun var kendt for at være grum men også for at være relativt retfærdig i det mindste. og noget mere ligeglad med hvad folket gjorde end kongen når bare det ikke gik ud over hende selv

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila smilte en smule genert og så på Sarin. Hun tænkte lidt over hvad hun egentlig manglede, men hun havde jo alt hun behøvede. "Jeg har alt hvad jeg behøver, så deres tak er mere end rigeligt!" Sagde hun med en meget sukkersød stemme, som var hendes egen, og smilte svagt til Sarin. Hun tænkte faktisk stadig om der kunne være noget hun manglede, eller ville have. Men hun havde alt det guld hun skulle, havde et stort hus og det hele.

[sarin]

Sarin smilede skævt og sagde "nå da, folk plejer nu altid at kunne finde på noget, især da de kan bede mig om alt så længe det ikke er at tage mit eget liv hvis jeg står i gæld til dem" hun syntes svagt om pige barnet her, nok omkring de 400 år eller noget

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila så på hende. "Jamen vil ikke leve på folks omkostninger når jeg har rådighed til at klare mig selv!" Sagde hun roligt og med et lille smil. "Mine forældre efterlod mig alt da de dødede, og de var ret velhavende! Men hvis jeg har kunnet klare mig uden dem siden jeg var 50 eller sådan noget, så skal jeg nok klare mig vider i livet." Sagde hun med et smil og så på Sarin. Hun håbede ikke hun fornærmede hende ved at sige nej til det.

[sarin]

Sarin begyndte at grine som hun svarede kvinden "du er den første dæmon der takker nej til at udnytte min gæld" ikke at hun brokkede sig men det var godt nok nyt

[Dipti Nila Mukesha]

Dipti Nila blev lidt genert igen og træk på skulderne. "Tja, er nok ikke som de andre dæmoner. Jeg ligner heller ikke alle andre dæmoner. Mange mennesker tror jeg er en engel!" Sagde hun med et lille grin. Hun kiggede op på Sarin. "Men jeg vil ikke udnytte nogen af min egen art, og slet ikke Dem!" Sagde hun med et lille smil på Sarin og bed sig let i læben.

[sarin]

Sarin grinede igen, andre på torvet var tydeligt nervøse eftersom dem der havde levet længe nok til at huske krigen ville huske når hun havde kæmpet og havde grinet manisk imens. andre igen var bare rædselslagne for hende. svaret lød "anderledes er godt, nogen gange" kryptisk