Fumirie

[azmaria]

hun så på ham óg lagde en hånd på hans hånd. "ikke trist.... jeg siiger jo bare at... at jeg kan lig mit liv som det er" sagde hun og pludselig kom sygeplejsken ind.

[Byakko]

Byakko smilede til hende "det er mere det du har på ryggen jeg er trist over" han rejste sig op og så på sygeplejsken "mig og den unge dame vil gerne tage en blodprøve" sagde han koldt og roligt

[azmaria]

hun så på ham og så på sygeplejsken med et smil. "han mener vi lgerne vil ha taget en dna prøve"sagde hun og smilte. sygeplejsken nikkede og tog noget dns fra dem begge og gik igen med dnaet.

[Byakko]

Han smilede til hende "skole pige" og lagde sig på sin seng igen og så op på loftet "hvor langt tid tager sådan en dna prøve" og så nysgerrig på hende "hvad laver du til daglig"

[azmaria]

hun så på ham og grinte. "det ved jeg ikke. har aldrig fået lavet sådan en. ved bare at vi har læst om det i skolen" sagde hun og vendte sig lidt op mod ham med et smil.

[Byakko]

Han rejste sig op så han sad oppe "igen skole pige sender Luke dig i skole hele tiden" han grinede lidt ved den tanke han som har kun lige har lært at læse og regne og som har aldrig gået i skole og så hans lillesøster som havde gået i skole men viste sikkert ingen ting om livet på gaden

[azmaria]

hun nikkede. "selvfølgelig. jeg skal jo ha en uddannelse og... ja de hjælper mig med min stemme træning og sådan. jeg kan godt lig at være på skolen" sagde hun og så på ham og lagde hovedet til rette på puden. "hvad laver du da"

[Byakko]

Han grinede lidt "alt muligt for det meste små tricks og så leger jeg lidt med mine evner" det var hans måde at sige at han lavede lommetyverier og andre i den stil "men hvad vil du være når du bliver større du lille"

[azmaria]

"hold nu op med at kald mig du lille. jeg er alsår teenager" sagde hun og så ned i madrasen da hun ikke ville kaldes lille hun var lille i udseendet ja men det var fordi hun kunne lig sit udseende.

[Byakko]

"Okay" han så op på loftet igen "men hvad vil du blive når du bliver større" og så ud at vinduet og rejste sig op og så ud over byen og små synge "et spøgelse var fanget i mellem to verdener den ene var den han kendte men den anden var helt ny og spændende men han kunne ikke vælge en af dem han måtte tage den vej som mange får men tager aldrig"

[azmaria]

hun så på ham og smilte. hun skubbede sig op at sige og så på ham og begyndte at synes med sin smukke stemme og var helt ekselent(mere end fantastisk). man kunne se på hende at hun fik en indre fred af at synge og det smukke udstrålling om hende var smukkere end før. hun rejste sig og gik over mod ham med smerter men stadig smilende imens hun sang og så ud af vinduet.

[Byakko]

Han øjne begyndte at løbe delvis at Angletales men mest for hendes sang han sagde ikke et ord før hun var færdig "det var det smukkeste jeg har hørt i hele mit livet men hvorfor rejser du dig op selv om får smerter at det" han rejste sig op og gik hen til hende og så ned på hende

[azmaria]

hun så på ham og lagde en hånd på hans arm "fordi du virkede så... så trist. og tak. jeg for også speciel undervisning i sang." Azmaria så på ham og mod sin seng. hun ville sådan håbe på at de ikek var søskende for... for så ville alt hun kendte til være ændret.

[Byakko]

Han løftede Azmaria forsigtigt op og lagde hende på hendes seng og satte sig ved siden af hende og sagde "tak det hjalp også men hvad er det du tænker på" han smilede roligt til hende

[azmaria]

hun så på ham og smilte. "jeg håber at blive orarete. og optræde i operaren og blive kendt. men det ønsker mange vel"sagde hun og tog hans hånd og begyndte at blive træt.